Som I nok kan huske, er vores chokoladekage-tog et stort hit herhjemme! Men i år blev den store 6 år, og så var det altså tid til noget andet. Han havde set et billede af en smartieskage hos den søde Nikoline http://nikoline-bage-bloggen.blogspot.dk/2013/10/kitkat-og-m-kage-chokoladelagkage.html
Hun bruger godt nok m&m’s, men det er jo ligemeget:) Jeg gjorde mange ting anderledes, så her følger lidt billeder og en beskrivelse af, hvordan jeg gjorde. Jeg lavede to kager og det passede opskrifterne ret fint til.
Til sidst har jeg også et lille tip til at lave den billigere/mindre, og måske også lidt mere egnet til børnehavebørnene.
Først of fremmest købte jeg bundene frem for at bage dem selv. Jeg valgte de gode kakaobunde fra Føtex, der ligger i en papæske med folie om. De koster 20kr for 3 stk. Jeg købte 3 pakker og brugte fire bunde til hver kage.
I Nikolines opskrift er der kun chokoladecreme i lagene. Hun har også smurt kagen op med chokoladecreme, men beskriver, hvordan kitkat ikke rigtig kunne hænge fast.
Så jeg besluttede at bruge hendes chokoladecreme og en hindbærmousse i lagene, samt en chokoladeganache til at smøre op med. Den så ud til at holde bedre.
Jeg har sakset de tre opskrifter forskellige steder og så ellers brugt Nikolines fremgangsmåde.
Ingredienser til 2 kager:
8 Lagkagebunde (du kan bage selv, men det her jeg ikke prøvet)
24 pakker kitkat. Det kan betale sig at gå på tilbudsjagt.
600-800 gram smarties eller m&m
Og desuden nedenstående:
Chokolademousse/Smørcreme til at komme imellem bundene (fra Nikoline)
6 pasteuriserede æggeblommer
3 pasteuriserede æggehvider
6 spsk sukker
100 g flormelis
250 smør
2 spsk kakao
100 g smeltet mørk chokolade
Hindbærmousse uden gelatine, (fundet på bryllupsklar.dk – et forum)
125 g. optøede hindbær
½ spsk. sukker
kornene fra 1/4 vaniljestang
1 dl. yoghurt naturel
250 ml.(2,5dl) piskefløde
Chokoladeganache/smørcreme til at smøre kagen op med. (Fundet hos Karen på blomsterkager.dk)
250 ml. (2,5dl) piskefløde
250 g mørk chokolade (ca 50% kakaoindhold. Hvis der er meget mere, bliver det alt for bittert)
Fremgangsmåde:
Jeg synes lagkage bliver bedst, hvis den har trukket i al fald nogle timer. Gerne natten over. Denne kage stod fra søndag til tirsdag uden problemer. Den skal selvfølgelig stå køligt, men endelig ikke i køleskabet. Vi havde den i skuret og så med en kasse over, for at beskytte den.
Først chokoladeganache:
Så, hvis kagen skal laves dagen før og stå og trække, skal du lave din chokoladeganache om morgenen dagen før servering, eller to dage før servering. Den har nemlig også godt af at stå natten over og i hvert fald nogle timer.
Heldigvis er den nem og hurtig at lave.
Sæt fløden over i en passende gryde og lad det koge op under omrøring. Hak chokoladen groft imens. Når fløden koger, hælder du den over chokoladen og lader det stå et par minutter. Herefter røre du det sammen, så det bliver en lækker, flydende chokosovs. Gå ikke i panik, når det ikke smelter sammen med det samme, det kommer.
Når det er kølet lidt ned, dækker du ganachen med film, også op af siderne på skålen, og sætter den i køleskabet.
Jeg kan virkelig anbefale Karens blog, der er både billeder og det hele.
Dagen før servering, laver du hindbærmoussen, chokolademoussen og lægger kagen sammen. Læg gerne kitkat i køleskabet, så smelter de ikke så nemt i dine hænder, når du skal stå og brække dem fri.
Hindbærmousse:
Jeg har valgt en opskrift uden gelatine, da vi har nogen i familien, der ikke kan tåle det.
I den oprindelige beskrivelse, står der blot at hindbærrene skal optøs. Jeg valgte at give mine et opkog, det kan jeg se at mange gør. Noget med nogle bakterier eller noget. Man kan passende blande sukker og vanilie i, mens de varmer op.
Efter et opkog og blanding, skal de køle lidt af og så blander man yoghurt i. Til sidst piskes fløden stiv og vendes i. På bloggen er der et par billeder.
Jeg vil sige, at jeg synes ikke der er den store smag i denne opskrift. Om jeg har lavet en fejl, hindbærrene var for kedelige eller de ikke skulle have været kogt, ved jeg ikke, men det var ikke gennemtrængende hindbærsmag.
Chokolademousse/smørcreme:
Pisk smørret til det er meget lyst. Det kan sagtens gøres med elpisker, men jeg har fundet ud af, at et nyt musthave i køkkenet, helt sikkert er en røremaskine!
Flormelisen hældes gennem en sigte og ned i smørret. Rør gerne ind imellem.
Chokoladen smeltes, enten over vandbad eller med en chokoladesmelter. Begge dele beskrives i mit indlæg om julekonfekt. Det hældes ned til smørret og kakao sigtes også i. Så skal der piskes endnu mere.
Pisk æg og sukker sammen i en skål for sig. Og hver grundig. Pisk i 10 minutter. Det andet kan sagtens stå og vente. Hvis du har en røremaskine, kan den evt. køre på lav styrke imens. Når æg og sukker er blevet til en lys og luftig masse, vendes den lidt efter lidt i smørcremen, som så piskes grundigt.
(Jeg glemte så at hælde sukker i *flov*, så jeg kunne have sparet mig de ti minutter. Heldigvis smagte cremen fint og der var nok af den)
Sammenlægning:
Jeg lagde begge kager sammen samtidig. Kagerne skal samles på de fade, du ønsker at servere på, da de ikke kan flyttes bagefter. Så start med en bund, smør chokolademousse ud i et lag ca 1 cm tykt. Læg den næste bund på, smør hindbærmousse ud og læg endnu en bund på. I det sidste lag blandede jeg det sidste hindbærmousse og chokolademousse.
Chokoladeganachen skal ud af køleskabet og piskes til en tyk sovs. Hvis den ikke vil piskes, så giv den et par sekunder (højest 10) i mikroovnen, så bliver den varm og begynder at smelte. Nu kan den piskes.
Ganachen smøres rundt om kagen og på toppen. Det behøver ikke være super glat, da det jo dækkes af kitkat og smarties.
Næste skridt er at knække kitkat i stykker af 2 og klemme dem fast hele vejen rundt i kanten. Det går overraskende nemt.
Til sidst hældes smarties på toppen af kagen. Og der skal altså nogle stykker til! Og så kan man pynte med et bånd, hvis man synes.
Tips:
Til børn er det faktisk en ret stor kage, med de fire bunde. Det kan derfor være en god idé at nøjes med 3 eller måske endda to bunde. Husk at lave lidt mindre mousse og ganache.
Når man laver en lavere kage, bliver kitkat for høje til at sætte i kanten. Man kan enten brække dem over på midten, men jeg har en bedre idé. I kvicklys bland-selv slik, kan man købe små kitkat. De kan sikkert også fås andre steder, men det var her jeg så dem. De passer perfekt, til en kage med to eller tre bunde.
Et andet trick for at spare lidt på budgettet, er at bruge de runde chokoladevafler, der fås på dåse. Dem sætter man så rundt i kanten, i stedet for kitkat.
Til sidst er der bare at sige: Velbekomme!