På tur med damplokomotiv

En af de rigtig fine ting ved Silkeborg er, at det ligger tæt på veteranbanen der kører mellem Bryrup og Vrads. Og det er bestemt noget for børnene.

På den lille strækning køres der med gamle tog næsten hver dag. Det bedste er, at fra pinse og frem til ca august, kører det flotte damplokomotiv 3 gange om dagen, hver søndag. Det kører også juletræstur i december.

Vi var dernede sidste søndag og som altid et kæmpe hit at se lokomotivet starte op, kører frem og tilbage for at skifte plads. I Vrads er den gamle stationsbygning bevaret og kører som restaurant og is-kiosk om sommeren. Det passer lige med at man kan nå at spise en is, inden toget kører tilbage til Bryrup.

På decemberturen kan man købe æbleskiver.

Lokomotivet er egentlig ikke så stort, men flot ser det ud. Det bedste er selvfølgelig når toget tuder! Det høres heldigvis et par gange undervejs på turen, når man krydser et par veje.

Det kan ikke have været helt sundt i gamle dage, med alt det sorte røg. Men det er ikke noget man tænker over på den korte tur, igennem det meget smukke landskab.

Der er ikke mulighed for at vende toget på strækningen, så lokomotivet vender samme vej hele tiden. Men da det skal være forrest, for at trække vognene, betyder det at lokomotivet kører baglæns, fra Bryrup til Vrads. I Vrads kobles det så fra og flyttes om foran vognene, så det kører fremad fra Vrads til Bryrup. Mens lokomotivet kører frem og tilbage for at skifte plads, sidder lokoføreren i vinduet og holder øje.

Vognene har en lille motor, så de kan køres og styres uden lokomotiv. Når toget kommer til Vrads, kører den derfor først helt frem til perronen og sætter passagerene af. Så kører den frem igen, til et skiftespor. Her kobles vognene fra. Så skiftes sporet og lokomotivet bakker ind på et andet spor. Så skiftes sporet igen og vognene kører ned på perronen. Så skiftes sporet igen og lokomotivet kører frem. Så skiftes sporet igen og lokomotivet bakker ned til vognene og kobles på. Og så er den klar til at køre fremad til Bryrup igen.

Sporene skiftes manuelt som i gamle dage, så der hopper fyrbøderen ud hver gang og flytter en stor metalstang. Det synes især den mindste af drengene, var vældig spændende.

Sidst vi var ved Vrads, så vi at de var ved at male et stor drejeskive, der sidder ude for enden af sporet, så måske skal den i brug, så de kan lade lokomotivet kører frem og vende.

Der er også nogle rigtig gamle tog udstillet i Vrads, så det er meget nemt, at få de tyve minutters venten til at gå.

Man kan også starte turen fra Vrads. Så har man ca 5 minutters ventetid i Bryrup, inden man kører tilbage igen. Det tror jeg måske vi gør næste gang, så vi har god tid til at spise is og kigge på gamle tog.

Susanne

Susanne