Min mand kom i dag glad hjem fra loppemarked med en kæmpe kasse… med playmobil. Nå, det lyder måske lækkert; jo tak – men det var et old-gammelt playmobil tog, der passer på de store G-skala tog, som min onkel har rigtig meget af. Kun to her i familien synes det var et godt køb – min mand og min søn. Åh nej nu skal vi til at have store tog til at køre rundt i hele huset!
Playmobil var måske det eneste legetøj jeg legede med som barn, som ikke var direkte dukker – dengang var Lego jo “ikke rigtig for piger” som det heldigvis er blevet i dag, men Playmobil kunne godt gå lidt an; det var sådan en slags tysk intetkøns legetøj. Jeg kan huske jeg legede meget med et piratskib; det kunne flyde og var virkelig sjovt om sommeren – figurerne var gode til både at være mænd og kvinder – så det synes jeg egentlig var meget inkluderende.
Nå, men toget er sådan noget der også kan fungere uden for, min onkel har som sagt en masse af det så hvis vi er heldige kan det være at toget kan blive “deponeret” ved ham mens ungerne så kan lege med det når vi er på besøg der – man kan vel altid håbe 🙂
Hvad med jer – har jeres bedre halvdel også skøre købe-vaner?