Hvad er det her Silkeborg for noget?

Ja, så bor vi altså her i det midterste Midtjylland. Godt nok udkanten af Silkeborg, men herovre betyder det ikke så meget – man har jo bil;)
Lad mig starte med at sige, at jo, det er godt nok noget andet end København! Men er det dårligere? Det afhænger nok mest af øjnene der ser, men jeg er faktisk ved at falde for det. Især det der med ikke at høre larmende tog hvert kvarter (som vækker babyen).

Men det allerbedste, som jeg har nævnt før, det er udsigten. Fra vores stue er der bare marker og træer, det er godt nok lækkert! Og noget jeg ikke rigtig vidste, hvor meget jeg manglede. Kan man have en musthave, man ikke er bevidst om? Og natten! Jeg kan ikke huske jeg har set så mange stjerner på én gang før. Manden og jeg står for tiden hver aften og kigger stjernebilleder.

Hvis man siger til folk at man bor i Silkeborg, siger de nærmest pr automatik ”der er også så kønt”. ”ja ja” tænkte jeg, dengang vi bare snakkede om at flytte hertil, men, nu hvor man er her, så må man nok sige, at de har ret. Her ER virkelig kønt. Og grønt. Det minder lidt om min hjemby, som også havde masser af skov. Og I kender det nok selv, det med at man bliver lidt blød om moderhjertet, når man ved at ens børn skal vokse op med noget af det, man selv bedst kunne lide *smiler *

Jeg glæder mig til at udforske byen og omegn. Og hvad er mere nærliggende end at lave en liste med musthaves! Jeg regner med at rende byen tynd, for at finde alt på listen.

bedste café latté (selvfølgelig er den øverst på listen)
lækreste eftermiddagskage (selvfølgelig er den nummer to)
billigste frisør – til manden
bedste frisør – til mig;)
bedste pizza
mest romantiske restaurant
hyggeligste brunch-sted
bedste børneunderholdning
biblioteket – forhåbentlig med god børneafdeling
en god dimse-butik
bedste indiske restaurant
sjoveste legeplads

og listen kan nok blive meget længere. Jeg er god til lange lister : ) Hvad er jeres musthaves i byen? og skulle jeg være så heldig, at nogen kan anbefale noget?